Formand ønsker forklaring på de nye massive indsatskrav på Djursland

Udgivet d. 24-10-2023 | Sabrina Brohus

Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, ønsker en forklaring på de nye massive indsatskrav på Djursland. Derfor har han sendt et åbent brev til Finansministeren, Miljøministeren og Fødevareministeren.

Finansminister Nicolai Wammen, Miljøminister Magnus Heunicke og Fødevareminister Jacob Jensen har alle modtaget et åbent brev fra Hans Gæmelke. Formanden for Djursland Landboforening vil gerne have en forklaring på, hvordan vandområdet ud for Djursland over natten er gået fra at være robust overfor kvælstof til at være overbelastet med kvælstof.

”Vi har tidligere gennem et høringssvar bedt Miljøministeriet om at genberegne målbelastningen og dermed indsatsbehovet. Det ville de ikke. Nu har myndighederne så valgt at gennemtrumfe de gennemgribende krav, inden der er blevet lavet en evaluering af det faglige grundlag for kvælstofindsatsen. Det synes jeg er under al kritik”, mener Hans Gæmelke.

Eneste tilbagemelding til Landboforeningen og formanden på hørringssvaret var, at ministeriet skubber alle faglige spørgsmål fra høringsfasen over i Second Opinion og det efterfølgende politiske genbesøg af Vandplanen.

”Miljøministeriet ønsker ikke at forholde sig til faglige spørgsmål lige nu, men har netop meddelt, at de målrettede efterafgrødekrav allerede skal opfyldes fra 2024, selvom regeringen først i selv samme år skal lave en evaluering af det faglige grundlag for kvælstofindsatsen. Det giver for mig ingen mening”.

I Vandplan 2021-2027 kan vandområdet ud for Djursland (vandområde 140) pludselig tåle 37 % mindre kvælstof end i Vandplan 2015-2021. Og det er vel og mærke med uændret baseline belastning. Som Hans Gæmelke forklarer i det åbne brev, så er han fortsat af den opfattelse, at der ikke kan opnås en ændret målbar økologisk tilstand i det smalle vandområde ud for Djurslands kyst ved at reducere kvælstofudledningen fra land, da næringsstofferne fra land blander sig med Kattegatvandet, der flytter meget store mængder næringsstoffer.

”En beslutning som denne har en enorm betydning for de berørte landmænd. Vi har landmænd på Djursland, som ender med op mod 60 procent efterafgrøder og efterfølgende vårafgrøder. Det vil aldrig komme til at hænge sammen. Jeg håber, at vi får en forklaring på de nye indsatskrav – det synes jeg, at vi fortjener”.

Seneste nyheder
Har du fået styr på den nye bogføringslov? Læs mere
Besøg fra Europa-Parlamentet Læs mere
Urimeligt at skulle tilpasse sig med så kort varse… Læs mere
Landboforeningen inviterer til bedriftsbesøg hos S… Læs mere
Ny måde at indberette moms på direkte fra dit regn… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev