Kontrakter
Vi hjælper dig med at få dine kontrakter på plads, så du får et godt juridisk og skriftligt grundlag for dit praktiske virke. Kontrakten sikrer klare vilkår for samarbejdet, og håndterer også den situation, at noget ændrer sig undervejs og går anderledes end planlagt og forventet.
Vi har erfaring med de forskellige aftalevilkår, som normalt benyttes, ligesom vi rådgiver dig om de særlige vilkår, som bør iagttages i forbindelse med den konkrete situation.
Forpagtningsaftaler: Forpagtning spiller en central rolle i landbruget, hvor ejendommens ejer og forpagter indgår et samarbejde – ofte over mange år. Forpagteren overtager rådigheden, driften og tilskudsgrundlaget for arealerne, og der stiller krav til en velgennemtænkt kontrakt. En dækkende forpagtningskontrakt skal sikre klare rammer, og bidrager f.eks. til at overholde eksisterende eller nye miljø- og tilskudsregler på nationalt og EU- plan omkring rådighedskrav, gødning og efterafgrøder og meget andet, når arealerne skifter bruger ved start og ophør af forpagtningen.
Aftalen skal også tage højde for uforudsete situationer – som ophør i utide ved dødsfald, salg af ejendom, virksomhedsovertagelse, manglende betaling, ændrede aftaleforudsætninger eller andet – så begge parter kender deres muligheder og rettigheder.
Vi yder juridisk rådgivning om både indgåelse af nye aftaler, udbud af jord til forpagtning, gennemgang af eksisterende kontrakter samt håndtering af uenigheder eller ophør. Rådgivningen tilpasses altid parternes konkrete behov og kombineres med viden fra planteavl og miljø, så der opnås en helhedsorienteret løsning, der fungerer gennem hele aftalens løbetid.
Vi noterer sikkerhed ved transport i udbetaling af støtte eller anden sikkerhed for betaling af forpagtningsafgiften, hvis parterne er enige om det, ligesom vi kan indarbejde vilkår for genforhandling af kontrakten.
Optionsaftaler: Vi udarbejder og assisterer i forbindelse med indgåelse af optionsaftaler med udviklere og kommuner omkring landbrugsjord, der skal overgå til anden anvendelse. Det kan være jord til f.eks. etablering af vindmøller, solcelleparker og byudvikling, hvor plangrundaget først skal etableres, og hvor den endelige aftale derfor først kan effektueres flere år senere. Det er aktuelt mange steder på Djursland, og vi sikrer, at du dels får den rigtige pris for jorden, og at dine rettigheder sikres i hele aftaleperioden, frem til betaling sker, og udstykningen bliver matrikulært gennemført. På en landbrugsbedrift er der mange forhold, som skal iagttages i den forbindelse, ligesom det skal sikres, at den del af ejendommen, du eventuelt beholder, stadig er driftsmæssig attraktiv.
Interessentskabskontrakter: Vi rådgiver om og udarbejder interessentskabskontrakter og samejekontrakter, hvis du køber landbrug eller driver landbrug sammen med andre – familie eller andre samarbejdspartnere. Aftalerne regulerer samarbejdet, og hvordan der skal forholdes i forbindelse med ønske om opløsning af samarbejdet, dødsfald, udskiftning af deltagere, deling af over- og underskud, arbejdskrav, uenigheder og meget mere.
Udlejning: Udlejer du bygninger, stuehus, parcelhus eller driftsbygninger, rådgiver vi dig om hensigtsmæssige lejevilkår og lovkrav ifølge lejelovgivningen. Efterfølgende udarbejder vi lejekontrakten i samarbejde med dig.
Servitutter: Vi udarbejder aftaler vedrørende ejendomme om f.eks. brugsret eller købsret, og tinglyser efterfølgende aftalen som byrde på ejendommen.
Kontakt os for at høre mere.