Vi venter fortsat på en forklaring på det nye indsatskrav

Udgivet d. 26-09-2023 | Sabrina Brohus

Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, er fuldstændig uforstående overfor grundlaget for nye indsatskrav til efterafgrøder, som rammer Djursland massivt. ”Vi har som svar på vores høringssvar til Miljøstyrelsens Vandområdeplan fået at vide, at der i 2024 skal laves en evaluering af det faglige grundlag for kvælstofindsatsen. De nye efterafgrødekrav burde afvente denne evaluering”

 

I sidste uge blev landets landmænd præsenteret for Landbrugsstyrelsens nye kort over indsatskrav til efterafgrøder. Ikke nok med, at kravet noget overraskende allerede skal indføres i 2024, så er indsatsbehovet enormt stort på Djursland.

De nye indsatskrav betyder, at det samlet set nu er et mindre areal, som skal levere den målrettede indsats. Kravet til de landmænd, som skal levere flest efterafgrøder, stiger fra omkring 30% til over 40% samtidig med, at selvsamme landmænd har de pligtige efterafgrøder samt – for nogen - husdyrefterafgrøder.

”Vi har landmænd, som ender med op mod 60 procent efterafgrøder og efterfølgende vårafgrøder. Det kan jo ikke passe – de nye krav har jo slet ikke hold i virkeligheden”, lyder det uforstående fra Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening.

Djursland Landboforening sendte for et år siden et høringssvar til Vandområdeplan 3, hvor de på det kraftigste understregede, at målbelastningerne var og er baseret på modeller, som er fejlbelagte og ikke eksisterende målinger. Derfor opfordrede landboforeningen Miljøministeriet til at genberegne målbelastningen.

”Vandområde Djursland Øst, som tidligere fik udledt mindre kvælstof end det kunne tåle, skal nu med den samme udledning have reduceret kvælstoftilledningen. Det giver ingen mening. Det er da enormt utroværdigt. Hvor i alverden bliver fagligheden af?”

Djursland Landboforening fik ikke svar på deres spørgsmål i det efterfølgende høringsnotat fra Miljøstyrelsen. Styrelsen har nemlig valgt at skubbe alle faglige spørgsmål fra høringsfasen over i den Second Opinion, som ifølge Landbrugsaftalen skal laves, og det efterfølgende politiske genbesøg af Vandplanen i løbet af 2024.

”Vi mangler simpelthen en ordentlig forklaring på det nye indsatskrav. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan ministeriet er kommet frem til denne konklusion, som får så store konsekvenser for vores landmænd. Det mindste, ministeren kan gøre, er da at afvente den faglige evaluering”, lyder det fra Hans Gæmelke.

Seneste nyheder
Landboforeningen ansætter 3 nye medarbejdere Læs mere
Årets første bedriftsbesøg Læs mere
Vild med maskiner? Kom til bedriftsbesøg hos Kni M… Læs mere
Stemningsbilleder fra weekendens markedsdag Læs mere
Har du fået styr på den nye bogføringslov? Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev