Nysgerrighed er en vigtig ingrediens

Udgivet d. 10-11-2023 | Sabrina Brohus

Nysgerrighed er én af de ingredienser, der skal til, når vi i fællesskab skal løse vores udfordringer. Det var et af formand for L&F hovedbudskaber i årets beretning til Delegeretmøde 2023.

Bestyrelsen i Djursland Landboforening var vanen tro blandt de mange delegerede i Herning Kongrescenter til L&F’s årlige delegeretmøde. Et af hovedbudskaberne i formand Søren Søndergaards beretning var blandt andet, at nysgerrighed er en vigtig ingrediens, når vi i fællesskab skal løse udfordringer. Han understregede, at vi skal udfordre, lære og blive klogere på hinanden gennem nysgerrige øjne.

Efter Søren Søndergaards beretning, som i øvrigt høstede en del ros, trådte Troels Lund Poulsen på scenen. Vicestatsminister, forsvarsminister og fungerende økonomiminister fik stor anerkendelse fra salen, da han havde prioriteret delegeretmøde i Herning, selvom han havde det ene ben på vej i flyet til Bruxelles samme dag. I talen understregede han, at et af 2024 store udfordringer bliver vandplanerne.

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye og Anni Matthiesen, som er undervisnings- og børneordfører for Venstre, trådte sammen op på scenen. Det var ikke mindre end breaking news, da de i fællesskab kunne fortælle, at regeringen netop havde besluttet at afsætte midler til et nyt Videnscenter for Jord- og Landbrug – et videncenter, som blandt andet skal ruste jordbrugs- og landbrugsuddannelserne til udviklingen inden for teknologi og grøn omstilling.

Den sidste minister, som skulle tale ved årets delegeretmøde, var Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen. Han lagde vægt på, at der skulle luges ud i unødvendige regler, som gør livet besværligt for landmændene. Efter talen var der mulighed for at spille spørgsmål til ministeren. Her spurgte Hans Gæmelke, hvordan Jacob Jensen ville sikre, at erhvervets unge generation af landmænd har mulighed for at overtage og etablere sig nu, hvor vi ved, at inden 2030 skal op imod 1/3 af landets heltidsbedrifter gennem et generationsskifte, men der er usikre rammevilkår, og samtidig er de udfordret af likviditetsspørgsmål.

”Det virker som om, at Jacob Jensen mener det alvorligt, når han siger, at han vil arbejde for at mindske bureaukratiet i landbruget. Han er klar over, at det er et problem for de unge landmænd, når de gerne vil etablere sig, og det ville han kigge på”, fortæller Hans Gæmelke.

Hans Gæmelke er faktisk ikke klar over, hvor mange gange han har deltaget i delegeretmøde – men han gætter selv på over 30.

Hvad betyder det for dig at komme til L&F’s delegeretmøde?

At komme til delegeretmøde betyder for mig, at jeg møder en masse spændende mennesker, som jeg kan netværke med. På delegeretmøde kommer vi jo helt tæt på beslutningstagerne i dansk politik. Det er en fantastisk mulighed at være en del af den demokratiske proces som almindelig landmand. Så får jeg hilst på kollegaer over hele landet, som jeg kun ser den ene gang om året.

Hvis du skal se tilbage på delegeretmøde 2023 – hvad har du så fået ud af det?

Der har i år været en lang række spændende oplæg. Det er gået godt, og det har været et par gode dage. Jeg er stadig fuld af beundring over, hvordan Søren (red. formand for L&F) i sin beretning formåede at tale om et så vanskeligt emne som CO2-agtift. Det er et ømtåligt emne, som deler vandene, men han får det landet så fint og forklaret det på en måde, så alle kan forstå det. Det er bare noget, der samler os som erhverv.

.

Seneste nyheder
Landboforeningen ansætter 3 nye medarbejdere Læs mere
Årets første bedriftsbesøg Læs mere
Vild med maskiner? Kom til bedriftsbesøg hos Kni M… Læs mere
Stemningsbilleder fra weekendens markedsdag Læs mere
Har du fået styr på den nye bogføringslov? Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev