Landboforeningen udbyder lovpligtigt teleskoplæsserkursus

Udgivet d. 03-10-2023 | Sabrina Brohus

Djursland Landboforening udbyder i samarbejde med Tradium Ring Djursland det lovpligtige teleskoplæsserkursus, som har fokus på anvendelse af maskinen inden for landbruget.

 

Teleskoplæsseren har i vid udstrækning gjort sit indtog i landbruget, hvor den erstatter minilæsseren eller traktor med frontlæsser. Det har tidligere været tilladt at bruge teleskoplæsser uden uddannelse, men Arbejdstilsynet har skærpet kravene og kræver nu, at man i visse tilfælde skal have gennemført og bestået en teleskoplæsseruddannelse.

Djursland Landboforening og Tradium Ring Djursland er gået sammen om at udbyde et teleskoplæsserkursus. Kurset gennemføres som en kombination af selvstudie svarende til 2 dage, og praktisk undervisning hos Tradium Ring Djursland, AMU-Centervej 2, 8560 Kolind.

Hvis du bruger maskinen til at løfte byrder på pallegaffel, personløft i mandskabskurv eller kranarbejde (op til 8 tm) er der krav om, at førere af teleskoplæssere skal have gennemført og bestå en teleskoplæsseruddannelse. Hvis du derimod udelukkende anvender maskinen til arbejde med andre redskaber end pallegaffel og kranudstyr - f.eks. halmspyd – er der intet krav om certifikat. Det samme er tilfældet, hvis teleskoparmen højst kan række 1,5 meter.

Arbejdstilsynet slår hårdt ned på arbejdsgivere, som ikke har førercertifikater på plads, så ud over at det er sund fornuft at have styr på sikkerheden, er det også økonomisk en god investering at overholde uddannelseskravet.

Der er tilmeldingsfrist til kurset onsdag den 1. november 2023 kl. 12.00. Tilmeldingen skal ske til virksomhedskonsulent Anne-Grete Jensen på telefon 4188 0009 samt via Voksenuddannelse.dk

Økonomi

Kurset er et AMU-kursus, så der kan søges løntabsgodtgørelse (VEU), hvis man er berettiget. Yderligere oplysninger hos virksomhedskonsulent Anne-Grete Jensen.

Praktiske oplysninger

Efter din tilmelding modtager du i din e-Boks informationer om selvstudiearbejdet.

Mandag den 6/11 (uge 45) får du adgang til Tradiums IT-platform, hvor du finder materiale og informationer om den teori-prøve, du skal lave og aflevere senest torsdag den 9/11 kl. 15.00.

Du skal afsætte 2 dage til arbejdet med teoriprøven, og du skal anvende MitID for at logge på IT-platformen.Den praktiske undervisning gennemføres hos Tradium Ring Djursland i tidsrummet den 15.-16. november (uge 46) begge dag fra kl. 7.00 til kl. 18.06.

Seneste nyheder
Landboforeningen ansætter 3 nye medarbejdere Læs mere
Årets første bedriftsbesøg Læs mere
Vild med maskiner? Kom til bedriftsbesøg hos Kni M… Læs mere
Stemningsbilleder fra weekendens markedsdag Læs mere
Har du fået styr på den nye bogføringslov? Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev