Brobygning mellem folkeskolen og erhvervsuddannelserne

Udgivet d. 01-08-2023 | Sabrina Brohus

Projektet ”Slagt&Æd”, som et nyt samarbejde mellem Djursland Landboforening og Syddjurs Kommune, har bragt 8. klasse fra Molsskolen til Meny i Rønde, hvor de skulle høre mere om slagterfaget, og hvad det ville sige at drive en købmandsbutik.

Forud for turen til købmanden, havde eleverne været på besøg hos deltidslandmand Johannes Sørensen i Rønde, hvor de 26 elever og deres lærer blev vist rundt på bedriften og fik set de 33 skovkvæg, som Johannes Sørensen i vinterhalvåret passer for en anden lokal landmand. Om sommeren går dyrene i Mols Bjerge, inden de bliver slagtet og solgt i Meny.

Nu skulle eleverne så høre om slagterfaget og de mange muligheder, der er for at arbejde i butik. Meny i Rønde er vant til at have elever, så slagteren kunne fortælle, hvad der forventes af de unge mennesker i butikken, og spørgsmål fra eleverne var der nok af. Dem havde de forberedt på forhånd, og slagtermesteren skulle både svare på, hvorfor han valgte at blive slagter, hvordan en typisk dag ser ud for en slagtermester og en elev, og hvad det fedeste egentlig er ved at være slagter.

Slagteren skar nøjsomt bagparten på grisen ud og fordelte udskæringerne på bordet, så de unge mennesker kunne se, hvad der blev af den store klump. Han fortalte om pudsearbejdet og viste, hvor minimalt spild der er.

Efter turen hos slagteren fik de unge mennesker hilst på købmanden selv, som fortalte om livet som selvstændig købmand og om det at brænde for det lokale.

Projektet ”Slagt&Æd” har til formål at danne bro mellem folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Det er meningen, at projektet skal gentages hvert år, og landboforeningen håber på at videreudvikle på konceptet, så det næste hold også skal tilberede og anrette kødet, som de skal spise sammen.

.

Seneste nyheder
Ny måde at indberette moms på direkte fra dit regn… Læs mere
Bedriftsbesøg: Vi tager til Balle Læs mere
Nu skal vi lave yoghurt Læs mere
SEGES Innovation inviterer til fødevarekonference Læs mere
Ny tilskudsordning giver tilskud til at udtage lan… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev