Åbent brev: Lad os ikke sætte det gode lokale trepartsarbejde over styr

Udgivet d. 17-08-2026 | Sabrina Brohus

Formanden for Djursland Landboforening, Mogens Hjort Jensen, opfordrer borgmestrene i Norddjurs og Syddjurs samt formandskabet for Lokal Trepart Djursland til at arbejde for, at den nye kvælstofregulering sættes på pause.

 

På Djursland er der lagt mange kræfter i arbejdet med den lokale grønne trepart. Kommuner, organisationer og ikke mindst lodsejere har arbejdet på at finde lokale løsninger, og ifølge formanden for Djursland Landboforening, Mogens Hjort Jensen, har landmændene været både positive og konstruktive i processen.

Nu bliver arbejdet amputeret af den nye statslige kvælstofregulering, mener Mogens Hjort Jensen, som derfor har sendt et åbent brev til borgmestrene i Norddjurs og Syddjurs samt formandskabet for Lokal Trepart Djursland med en opfordring til at arbejde for, at kvælstofreguleringen sættes på pause.

”Statens midlertidige kvælstofregulering amputerer det arbejde, der allerede er i gang i de lokale treparter. Det skaber usikkerhed hos de lodsejere, der har sagt ja til at være med. De ved ganske enkelt ikke længere, om de er købt eller solgt,” siger Mogens Hjort Jensen.

Landmændene har sagt ja til at være med

Mogens Hjort Jensen understreger, at landmændene villigt er gået ind i projekter og arbejdet med at finde løsninger som en del af den lokale trepart, men at det er et stort problem, når staten samtidig ændrer rammerne med en ny regulering.

”Hvis man frivilligt går ind i et projekt i den lokale trepart, hvad betyder det så, hvis der samtidig kommer en ny statslig regulering, som ændrer forudsætningerne for ens bedrift? Vi er nødt til at give landmændene sikkerhed for, at det, de siger ja til i dag, ikke bliver overhalet af nye statslige regler i morgen,” siger Mogens Hjort Jensen.

Djursland Landboforening opfordrer derfor til, at den nye kvælstofregulering sættes på pause, indtil der er større sikkerhed om det faglige datagrundlag. Det handler ifølge Mogens Hjort Jensen ikke om at bremse det lokale omlægningsarbejde, men om at sikre, at det gode arbejde, der allerede er sat i gang på Djursland, ikke bliver ødelagt af en ny statslig regulering.

”Vi har brug for, at vores lokale erfaringer og bekymringer bliver bragt videre til de politiske instanser. Der er lagt et stort arbejde i den lokale trepart, og det arbejde skal vi passe på,” siger han.

Det åbne brev kan læses HER.

Seneste nyheder
Nyt fra formanden: Nu skal vi have landbrugets ste… Læs mere
Åbent brev: Lad os ikke sætte det gode lokale trep… Læs mere
Tak for mere end 40 års tro tjeneste, Rita Læs mere
Brug tiden efter høst til at blive bedre til efter… Læs mere
Sæt den nye kvælstofregulering på pause Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev