Nyt netværk skal styrke kvinder tæt på landbruget
Udgivet d. 11-11-2026 | Sabrina BrohusEt nyt initiativ skal give kvinder, der er gift eller samlevende med en landmand, mulighed for at mødes i et fortroligt fællesskab. Tirsdag 1. december inviteres der til et gratis introduktionsmøde i Grenaa.
Når man lever tæt på landbruget, er det sjældent kun et arbejde. Det er også en livsstil og et familieliv, hvor økonomi, relationer, arbejdsliv og næste generation ofte hænger tæt sammen.
Det er udgangspunktet for KTL – Kvinder tæt på landbruget, et nyt initiativ, der skal skabe et fællesskab for kvinder, som er gift eller samlevende med en landmand, men som ofte selv har deres arbejdsliv eller virksomhed et andet sted.
Målet er at skabe et fortroligt rum, hvor kvinder kan mødes med andre, der kender livet omkring landbruget. Her skal der være plads til ærlige samtaler, inspiration, nye perspektiver og et fællesskab med smil, energi og tro på fremtiden.
Emnerne spænder blandt andet over familieliv, parforhold, kommunikation, trivsel, svære samtaler, økonomisk tryghed, generationsskifte og den næste generation. Bag initiativet er der desuden et stort fagligt netværk, som skal bidrage med kvalificerede oplæg, input og dialog på møderne.
KTL handler ikke om landbrugspolitik, regler og drift, men om menneskene og familien omkring landbruget.
Gratis introduktionsmøde i Grenaa
Interesserede kvinder inviteres til et gratis og uforpligtende introduktionsmøde tirsdag 1. december 2026 kl. 18.00-21.00 hos Fantastiske Fristeder, Robstrupvej 2A, 8500 Grenaa.
Der serveres en let anretning samt kaffe og kage, og der er plads til op til 50 kvinder.
Ambitionen er efter introduktionsmødet at etablere to fortrolige netværksgrupper, som hver skal mødes syv gange om året.
Initiativtagerne arbejder på at få projektet finansieret gennem fonde med videre, men har valgt at sætte det i gang, inden alle finansieringsaftaler er på plads. Begrundelsen er, at behovet er der nu, og at der allerede er velvilje til at bakke op om projektet.
Landmænd opfordres til at dele invitationen
Selvom initiativet henvender sig til kvinderne omkring landbruget, håber initiativtagerne også, at landmændene vil hjælpe med at sprede budskabet.
Det kan være en anledning til at tage en snak derhjemme om invitationen og om muligheden for at blive en del af et fællesskab med andre landbrugsfamilier. Landmændene opfordres også til at dele invitationen med naboer, kolleger og andre, der kunne have glæde af tilbuddet.
To kvinder står bag initiativet
Bag KTL står Louise Dolmer fra Voldby/Grenaa og Lene Nørgaard fra Værum/Randers.
De er begge gift med landmænd, har børn, der står til at overtage, og driver samtidig deres egne virksomheder. De kender derfor selv de spørgsmål og overvejelser, der følger med familieliv og generationsskifte i en landbrugsfamilie.
Deres ambition er at styrke både kvinderne selv, hinanden og familierne gennem erfaringsudveksling og nye perspektiver.
Tilmelding og yderligere oplysninger
Det er gratis og uforpligtende at deltage i introduktionsmødet. Tilmelding og spørgsmål kan rettes til:
Lene Nørgaard
E-mail: lene@noergaardvisionsparring.dk
Telefon: 23 63 20 02
.
