Webinar: Kampen om bundlinjen
Udgivet d. 16-01-2026 | Sabrina BrohusDet er nye tider i dansk landbrug – også økonomisk. Korn-, svine- og mælkepriser ligger lavere, end de fleste havde håbet på, og den nye kvælstofregulering kommer fra 2027 til at lægge ekstra pres på bundlinjen. L&F Økonomi & Virksomhedsledelse vil give dig viden og overblik, så du kan navigere klogt i den nye virkelighed. Derfor inviterer de til webinaret Kampen om bundlinjen den 23. januar kl. 10, hvor de sætter fokus på:
- Status på landbrugets økonomi – hvor står vi lige nu, og hvorfor er billedet mere usikkert end længe set.
- Kvælstofregulering – hvordan tilpasser du din bedrift, så du kommer bedst muligt gennem de nye krav.
- Politisk og faglig debat – stil dine spørgsmål undervejs.
På webinaret får du de vigtigste pointer fra den friske rapport Landbrugets Økonomi 2025. Overordnet var 2025 et stærkt år, især for husdyrproduktionen, men billedet har allerede vendt.
Samtidig fylder udmøntningen af kvælstofreguleringen mere end nogensinde før. Den kommer til at ramme meget forskelligt og kræver individuelle løsninger. Derfor bliver der på webinaret set på, hvad du konkret kan gøre på din egen bedrift, perspektiverne for kvotehandel og overvejelser om forpagtning og jordkøb.
Foran kameraet møder du:
- Anders Harck, mælkeproducent og formand for L&F Økonomi & Virksomhedsledelse
- Jens-Martin Roikjer Bramsen, seniorrådgiver, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO)
- Jacob Krog, chefkonsulent, SEGES Innovation
- Karina Bjørn, webinar-vært
Bliv klogere på, hvordan du får en sund forretning ud af den nye virkelighed. Kom ind i kampen - tilmeld dig HER.
