To lokale gårde inviterer indenfor til Åbent Landbrug

Udgivet d. 04-09-2026 | Sabrina Brohus

Hvad sker der egentlig bag stalddørene på en moderne dansk gård? Det kan man opleve helt tæt på, når Bakkegården ved Grenaa og Pinborg Jersey ved Randers inviterer indenfor til Åbent Landbrug. Her kan børn og voksne møde landmændene, komme tæt på køerne og få et indblik i, hvordan mælk og andre fødevarer bliver til.

Hvad sker der egentlig bag stalddørene på en moderne dansk gård? Det kan man få svar på, når to landbrug med hver deres størrelse og historie inviterer indenfor til Åbent Landbrug søndag 20. september fra kl. 10-16.

På Bakkegården ved Grenaa bliver der mulighed for at opleve et stort moderne malkekvægbrug helt tæt på. Nikolai og Kamilla bor på gården sammen med deres to små børn og er i gang med et generationsskifte, hvor de gradvist overtager mere af gården fra Mogens og Anette, som de fortsat driver den sammen med.

På gården er der omkring 530 malkekøer og 350 kalve, og køerne malkes tre gange om dagen. Hver dag produceres omkring 20 ton mælk, som leveres til Arla. De besøgende kan blandt andet komme tæt på køerne, møde landmanden og smage produkter fra Arla.

Jersey-køer, teknologi og 350 fodboldbaner

Hos Pinborg Jersey driver familien Rasmussen et familielandbrug med 145 jersey-malkekøer samt 130 kalve og kvier. Her er der fokus på dyrevelfærd, og moderne teknologi bliver brugt både i stalden og på markerne.

Gårdens 250 hektar – svarende til omkring 350 fodboldbaner – bruges blandt andet til at dyrke græs, majs, vinterbyg og rug til dyrene. Der dyrkes også hvede og maltbyg, som sælges videre.

På dagen kan gæsterne komme tæt på dyrene, møde familien bag gården og høre mere om, hvordan mælk bliver produceret, og hvor fødevarerne kommer fra.

Åbent Landbrug er en mulighed for at komme bag kulissen i et erhverv, som mange møder hver dag gennem maden på middagsbordet, men som man måske ikke har set på tæt hold. På begge gårde er der lagt op til en dag, hvor der er plads til spørgsmål og nysgerrighed – uanset om man er landmand, nabo, børnefamilie eller bare gerne vil vide lidt mere om, hvor mælken i køleskabet kommer fra.

Det er gratis at besøge gårdene, men det anbefales at tilmelde sig på forhånd.

Find din gård og tilmeld dig til Åbent Landbrug 2026: https://aabentlandbrug.dk/

Seneste nyheder
Unge landbrugere kan nu søge om udbetaling af etab… Læs mere
To lokale gårde inviterer indenfor til Åbent Landb… Læs mere
Her begynder historien om årets juletræ Læs mere
4.500 deltagere talte dunder til regeringen på L&F… Læs mere
Djursland var med, da landbruget sagde fra Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev