Tilskudspulje på 180 mio. kr. åbner til oktober
Udgivet d. 14-09-2026 | Sabrina BrohusTil efteråret får landbrugere og gartnere igen mulighed for at søge støtte til udvalgte investeringer i miljø- og klimateknologi. Der er samlet 180 mio. kr. i puljen, og ansøgningsrunden forventes at åbne 1. oktober.
Hvis du har en investering på tegnebrættet, kan det derfor være et godt tidspunkt at undersøge mulighederne. Årets ordning retter sig mod en række forskellige teknologier inden for blandt andet planteavl, husdyrproduktion og gartneri. Det kan eksempelvis være udstyr, der reducerer ammoniakudledningen, teknologi til et lavere energiforbrug eller løsninger, der kan begrænse brugen af pesticider. Der er også afsat penge til omlægning af burægproduktion.
Det vigtigste er, at du ikke går i gang for tidligt. En investering, der skal have tilskud, må ikke være sat i gang, inden ansøgningen er sendt. Derimod er det helt i orden at bruge tiden nu på at undersøge løsninger, kontakte leverandører, indhente tilbud og få rådgivning.
Når ansøgningen er sendt, kan projektet sættes i gang, men det sker på egen regning og risiko, indtil der eventuelt gives tilsagn.
Så meget er der i puljen
De 180 mio. kr. er fordelt på ni områder. Den største del går til ammoniakreduktion fra gylletanke og til reduktion af pesticidforbruget i planteavlen.
Selv om datoen for åbningen er meldt ud, er alle detaljer endnu ikke på plads. SGAV har tidligere sendt udkast til bekendtgørelse og vejledning i høring, men den endelige bekendtgørelse og teknologiliste er endnu ikke offentliggjort. Der kan derfor komme ændringer i både krav og hvilke konkrete teknologier, der kan få støtte. Den forventede ansøgningsperiode er fra 1. oktober til 1. december 2026 kl. 23.59.
Der er ikke tale om først til mølle. Ansøgningerne behandles efter fristens udløb. Har du allerede en investering i tankerne, kan det derfor betale sig at begynde forberedelserne nu – men vent med at sætte projektet i gang, til ansøgningen er sendt. Ved spørgsmål til mulighederne for din bedrift kan FHAgro ApS kontaktes.
