Sommer på landet: Djurslandgården er klar til endnu en sæson

Udgivet d. 04-05-2026 | Sabrina Brohus

Den nye folder fra Djurslandgården er på gaden, og igen i år kan familier komme helt tæt på livet på landet hos fem værtsgårde på Djursland.

Sommerferien nærmer sig, og det betyder igen åbne gårdporte på Djurslandgårdene. Den nye folder for sæsonen er netop sendt på gaden og giver et samlet overblik over sommerens gårdbesøg, hvor både børn og voksne kan opleve dansk landbrug helt tæt på.

Djurslandgården dækker over fem gårde på Djursland, som i løbet af sommeren inviterer gæster indenfor. Her kan man møde familierne bag landbruget, opleve dyrene, se maskinerne og få et indblik i hverdagen på en moderne gård.

Konceptet er enkelt: Værtsfamilierne åbner deres gård og deler ud af deres viden og hverdag. For mange gæster er det en sjælden mulighed for at komme helt tæt på landbruget og stille spørgsmål direkte til dem, der arbejder i det til daglig.

De fem gårde er – ligesom tidligere år – opdelt i rundvisningsgårde og besøgsgårde. På besøgsgårdene er der særligt fokus på familier med børn, hvor oplevelsen kombinerer rundvisning med aktiviteter. Rundvisningsgårdene henvender sig til dem, der ønsker en mere faglig introduktion og en guidet tur med tid til fordybelse.

Interessen for at besøge Djurslandgården har gennem årene været stor, og ordningen er blevet en fast sommertradition for både lokale og turister i området.

Den nye folder er i disse dage på vej ud til en række steder på Djursland og indeholder en oversigt over datoer og gårde, så det er nemt at planlægge sit besøg.

Et gårdbesøg koster 50 kr. pr. person, mens børn under 12 år deltager gratis. Besøg skal bookes direkte hos den enkelte gård senest dagen før.

Djursland Landboforening og foreningens landmænd håber igen i år at byde mange gæster velkommen til sommeroplevelser på landet.

Folderen med oversigt over besøgsgårde kan hentes HER

Seneste nyheder
Sommer på landet: Djurslandgården er klar til endn… Læs mere
Fra ko til pizza: Skoleelever oplever landbruget i… Læs mere
Udvalget for Planter og Natur inviterer til bedrif… Læs mere
Sådan registrerer du udførende person i FarmTracki… Læs mere
Nye medlemsfordele: Museumsbesøg og hotelrabatter … Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev