Resistenstest af græsukrudt – få vished før næste sæson
Udgivet d. 19-06-2026 | Sabrina BrohusI samarbejde med Seges tilbyder Djursland Landboforening resistenstest af græsukrudt hos det tyske firma Agris42. Formålet er at give landmænd et bedre grundlag for bekæmpelse af græsukrudt i en tid, hvor flere arter udvikler resistens, og hvor bekæmpelsesmulighederne samtidig bliver færre.
Ifølge planteavlskonsulent Christina S. Siegumfeldt er det afgørende at kende effekten af de midler, der anvendes i marken.
”I takt med stigende bestande af både resistente og delvist resistente græsukrudtsarter er det vigtigt at vide, hvilke midler der stadig har effekt i foråret. En resistenstest kan derfor være en billig investering i forhold til at undgå gentagne behandlinger uden effekt”, forklarer hun.
Standardtesten omfatter test af syv forskellige bladmidler med mulighed for tilvalg af Boxer og glyphosat. En standardtest koster 1.250 kr. pr. prøve – svarende til ca. 3 liter Atlantis OD.
Det er muligt at tilvælge en yderligere test for Boxer og glyphosat, som udføres i to forskellige doser. Denne tilvalgstest koster 350 kr. pr. middel.
De græsukrudtsarter, som kan testes er: Italiensk rajgræs, alm. rajgræs, agerrævehale, vindaks, gold hejre, enårig rapgræs, hanespore og grøn skærmaks.
Ved test af agerrævehale undersøges der desuden også for resistens mod Primera Super.
Ønskes test af tokimbladede ukrudtsarter eller andre græsarter end de nævnte, kan planteavlskonsulent Christina S. Siegumfeldt kontaktes.
Sådan udtages prøven
Det optimale tidspunkt for indsamling af frøprøven er, når frøene er modne – typisk cirka 14 dage før høst, når de første frø begynder at drysse af planterne. For agerrævehale er det dog vigtigt at indsamle tidligere, fra slutningen af juni til begyndelsen af juli.
Frøene samles i en papirspose eller lignende og tørres gerne et par dage inden aflevering på planteavlskontoret. Der skal indsamles en mængde svarende til en kaffekop (ca. 200 ml) modne frø. Landmanden kan selv stå for indsamlingen eller få hjælp af sin planteavlskonsulent mod betaling for tidsforbruget.
Frist og bestilling
Senest 31. juli skal der gives besked om ønske om resistenstest til enten planteavlskonsulent eller Mads Gravesen på mobil 28 35 01 93. Herefter modtages instruktion til udtagning af frøprøve, og det aftales, hvordan prøven afleveres.
Resistenstesten gennemføres i løbet af efteråret, så resultaterne foreligger inden næste sæson. Dog udføres test af hanespore og skærmaks først i foråret.
Erfaringer fra sidste års test viser, at en stor andel af både alm. og italiensk rajgræs var resistent over for flere af de testede midler. Det understreger behovet for at få afklaret effekten af de anvendte midler, så der ikke bruges unødige ressourcer på behandlinger uden effekt.
