Nyt Fra Formanden: Interessen er der stadigvæk

Udgivet d. 23-09-2026 | Sabrina Brohus

Åbent Landbrug på Bakkegården blev en rigtig god dag. Vejret skiftede undervejs, men det gjorde ikke noget. Folk havde den rigtige påklædning på, børnene kom i regntøj og legede i vandpytterne, og der var en rigtig god stemning hele dagen.

Vi havde omkring 35 hjælpere på dagen. Medarbejdere, deres kærester og venner, vores egen familie og folk fra landboforeningen. Det er en fornøjelse at opleve, hvor mange der gerne vil give en hånd med, når vi åbner dørene og inviterer folk indenfor. Gæsterne var mindst lige så engagerede - dem var der iøvrigt 900 af. Der blev spurgt, snakket og kigget på både dyr og maskiner. Vi fik rigtig mange positive tilbagemeldinger på dagen og på de medarbejdere og frivillige, som gjorde en stor indsats.

Nogle af gæsterne havde gamle billeder med fra tidligere Åbent Landbrug. Billeder, der var 20-25 år gamle, hvor de stod med deres børn, og nu var de kommet tilbage med deres børnebørn.

Det siger noget om, at der er en tradition omkring at komme ud på landet og se dyrene, maskinerne og hverdagen på en gård. Det siger måske også noget om, at interessen for landbruget er større og mere positiv, end man nogle gange får indtryk af, når man følger den politiske debat. For mig var det i hvert fald en god påmindelse om, at når vi inviterer folk indenfor og viser, hvordan vi driver landbrug, så møder vi mennesker, som er nysgerrige og oprigtigt interesserede. Det er vigtigt.

I næste uge holder vi hovedbestyrelsesmøde i Landbrug & Fødevarer, og jeg vil efterfølgende vende tilbage med en opdatering på det landbrugspolitiske arbejde.

Men først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle jer, der var med til at gøre Åbent Landbrug til en god dag for alle.

Seneste nyheder
Mød Vibe – ny planteavlskonsulent hos Djursland La… Læs mere
Nyt Fra Formanden: Interessen er der stadigvæk Læs mere
L&F går tæt på juraen i kvælstof og sprøjteforbud Læs mere
Tusindvis lagde vejen forbi de to gårde på Djursla… Læs mere
Webinar sætter fokus på energimarkedet Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev