Nyt fra formanden: Forberedelser til Landbrugsmessen og fortsat fokus på trepart, drikkevand og landbrugets rammevilkår

Udgivet d. 21-05-2026 | Sabrina Brohus

Bestyrelsen i Djursland Landboforening var onsdag samlet til bestyrelsesmøde på Landbocenteret i Følle. Der blev som altid kigget frem mod de mange aktiviteter, der venter lige om hjørnet, og drøftet de store dagsordener, som fylder i landbruget i denne tid – ikke mindst den grønne trepart, kvælstof og drikkevand.

Et af de helt konkrete punkter på dagsordenen var vores deltagelse i Landbrugsmessen ved Gl. Estrup den 22. og 23. maj 2026. Her fik bestyrelsen en grundig orientering fra Stine Petersen om planerne for standen. I år får vi en mere synlig placering på en hjørnegrund, og der arbejdes målrettet med at skabe en stand, der både fanger opmærksomheden og inviterer til dialog.

Der er blandt andet blevet arbejdet med store plancher med kort, som skal gøre det let for de besøgende at få øje på os og forstå, hvad vi arbejder og bidrager med lige nu. Materialet tager afsæt i de lokale omlægningsplaner og viser blandt andet lavbundsprojekter, kvælstofvådområder og naturpotentialeprojekter. På standen vil vi også have fokus på de aktiviteter, der binder landbruget og lokalsamfundet sammen – blandt andet Djurslandgården, Åbent Landbrug og Landbrug & Fødevarers skoletjeneste. Målet er ikke kun at informere, men også at skabe en god dialog med de mange, der lægger vejen forbi. Og som altid håber vi på at kunne give folk lyst til at blive lidt længere – og tage en snak over en kop kaffe.

Bestyrelsen blev også orienteret om Rikke Skyum’s og mit seneste møde i den lokale grønne trepart. Drikkevand er kommet på dagsordenen, hvilket både Danmarks Naturfredningsforening og vi selv har ønsket længe, da vi har haft fokus på, at der skal mere fakta og faglighed ind i debatten. Konklusionen på mødet blev, at der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre - uden politisk deltagelse. De arbejder dog stadig lidt i blinde, da vi endnu ikke har fået de nødvendige SGO kort. I gruppen indgår også vandforsyninger, hvilket vi har lagt vægt på for at sikre, at hele virkeligheden bliver repræsenteret. Arbejdsgruppen skal afrapportere til treparten i november.

Vi må desværre fortsat konstatere, at fremdriften i de ansøgte projekter ikke er så hurtig, som mange – både landmænd og andre aktører – kunne ønske sig. Der er fortsat en del bureaukrati og manglende kapacitet i systemet, som bremser de forundersøgelser, der er helt afgørende for, at vi kan komme videre fra planer til handling.

Derudover blev der orienteret om kommende møder og politiske aktiviteter. Blandt andet er der planlagt et besøg på Bakkegården i Grenaa i midten af juni, hvor Ole Birk Olesen og Jens Meilvang deltager. Her bliver kvælstof og landbrugets rammevilkår et af de centrale temaer.

Afslutningsvis drøftede vi kommunikation og medlemskontakt. Der er heldigvis stor aktivitet i både nyhedsbreve, på sociale medier og i vores øvrige kommunikation, og vi arbejder hele tiden på at nå endnu bredere ud. Her vil jeg gerne kvittere for den store opbakning til vores arrangementer og bedriftsbesøg – det er tydeligt, at der er stor interesse, og det giver god energi i arbejdet.

Seneste nyheder
Økologisk bedriftsbesøg hos Enghavegaard I/S giver… Læs mere
Nyt fra formanden: Forberedelser til Landbrugsmess… Læs mere
InterCount gør bilagshåndtering nemmere og mere ov… Læs mere
Nye medlemsfordele: Oplevelser, vinsmagning og rab… Læs mere
Kødkvæg, naturpleje og godt landmandskab i praksis… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev