Nyt fra formanden: Fokus på trepart og løsninger i fællesskab

Udgivet d. 18-03-2026 | Sabrina Brohus

I denne uge har jeg igen været i dialog med en række medlemmer, og der er ingen tvivl om, hvad der fylder: Frustration over retorikken i debatten om landbruget og de mange påstande, der kommer fra flere sider. Den frustration forstår jeg godt, men netop derfor er det afgørende, at vi holder fast i det spor, hvor vi faktisk kan skabe løsninger.

I både Landbrug & Fødevarer og her i Djursland Landboforening arbejder vi målrettet for at fastholde fokus på treparten. Det er her, værktøjerne ligger – blandt andet i form af frivillige aftaler og jordfordeling. Selvom der i den offentlige debat kan lyde andre signaler, er det fortsat meldingen fra politisk hold, at treparten er den ramme, vi skal arbejde indenfor. Det er vigtigt, at vi lytter til det – og holder fast.

Sammen med Rikke Skyum forbereder jeg mig i øjeblikket til det kommende trepartsmøde fredag. Vi forventer, at der allerede fra start vil være store ønsker fra forskellige parter. Et vigtigt fokus for os er stadigvæk, at vi ikke løser udfordringerne enkeltvis. Vi skal tænke i multifunktionelle løsninger, hvor ét tiltag kan bidrage til flere mål – både i forhold til miljø, klima og landbrugets udvikling.

Debatten om drikkevand

Et af de områder, hvor debatten i øjeblikket er særligt intens, er drikkevand og nitrat. Her er det vigtigt at få proportionerne med.

Der bliver blandt andet sagt, at 50 procent af boringerne er i forværret tilstand. Men det tal dækker kun over de boringer, der overvåges. Ser man bredere på det, er billedet et andet: Langt de fleste boringer har det udmærket, og over 80 procent har næsten intet nitrat.

Det betyder ikke, at vi ikke skal tage udfordringerne alvorligt – det skal vi. Men debatten skal være baseret på fakta og nuancer, ikke forsimplede budskaber.

Det er et perspektiv, vi tager med ind i det videre arbejde – også hvis drikkevand bliver et tema på det kommende møde.

 


Formand Mogens Hjort Jensen

Seneste nyheder
Kødkvæg, naturpleje og godt landmandskab i praksis… Læs mere
Nyt fra formanden: Politisk samarbejde og Åbent La… Læs mere
Bedriftsbesøg: Når stald, mark og generationsskift… Læs mere
Maj er den perfekte måned til at komme i gang med … Læs mere
Nyt anlægskartotek i InterCount giver mere fleksib… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev