Ny Instagramprofil skal bringe livet på landet tættere på naboerne
Udgivet d. 10-03-2026 | Sabrina BrohusDjursland Landboforening lancerer nu Instagramprofilen djurs_landet. Her kan alle få et indblik i hverdagen på landet på Djursland – fortalt gennem stemningsfulde billeder direkte fra landmændenes egen virkelighed.
Hverdagen på landet er for mange noget, man kun ser i glimt, når man kører forbi en mark eller møder en traktor på vejen. Men hvad laver landmanden egentlig i løbet af en helt almindelig dag? Og hvordan ser livet ud på gårdene rundt omkring i lokalsamfundene på Djursland?
Det er netop nogle af de spørgsmål, Djursland Landboforening gerne vil give et mere nærværende svar på med lanceringen af Instagramprofilen djurs_landet.
”Vi vil gerne invitere folk lidt tættere på hverdagen i landbruget. Mange bor side om side med en landmand uden nødvendigvis at vide, hvad der egentlig foregår i løbet af dagen eller året. Med billederne håber vi at skabe nysgerrighed og give et mere menneskeligt indblik i livet på landet”, fortæller Mogens Hjort Jensen, formand for Djursland Landboforening.
På Djursland spiller landbruget fortsat en central rolle i de små lokalsamfund. Mange gårde har været en del af området i generationer, og landbruget er fortsat med til at skabe arbejdspladser, liv og aktivitet i lokalområderne. Med den nye Instagramprofil ønsker Djursland Landboforening at bygge bro mellem landbruget og de mennesker, der bor omkring det.
”Instagram er et oplagt sted at mødes visuelt. Mange mennesker har et forhold til landskabet og naturen omkring sig, og med billeder fra hverdagen på landet håber vi, at flere får lyst til at lære deres lokale landbrug lidt bedre at kende”, lyder det fra formanden for landboforeningen.
Profilen djurs_landet er netop lanceret og vil løbende blive opdateret med nye billeder fra landlivet på
Djursland.
