Medlemsfordele giver rabat på sommerens oplevelser og bilferie

Udgivet d. 08-06-2026 | Sabrina Brohus

Koncerter, slotte, havemøbler og brændstof. Aktive medlemmer af Landbrug & Fødevarer kan i den kommende tid hente en række rabatter og tilbud til både sommeroplevelser og ferien på landevejen.

 

Sommeren byder på flere attraktive medlemsfordele for aktive medlemmer af Landbrug & Fødevarer.

Blandt andet kan medlemmer spare på billetterne til årets Sankt Hans-arrangement i Friheden, hvor det populære band På Slaget 12 giver deres sidste koncert i Aarhus som led i afskedsturnéen.

Traditionen tro byder aftenen på båltale, fællessang og det store Sankt Hans-bål, men i år bliver fejringen ekstra særlig med det musikalske farvel til bandet. Medlemmer kan opnå 20 procent rabat på både entrébilletter og turpas, som skal købes online.

Rabat på havemøbler og udstyr

Skal terrassen eller haven have et løft, tilbyder LOMAX rabat på udvalgte havemøbler til kunder med CVR-nummer. Tilbuddet gælder til og med 31. august, eller så længe lager haves.

Derudover findes et bredt udvalg af blandt andet grill, terrassevarmere, parasoller og fuglehuse.

Oplev Gavnø med særlig rundvisning

Den 2. juli kan medlemmer besøge Gavnø og deltage i en gratis rundvisning med kurator Nina Hald på udstillingen "Til Bal paa Slottet".

Her fortæller kuratoren om udstillingens mange historiske smykker, herunder tiaraer, diademer, hårnåle og hårkamme. Rundvisningen varer cirka 45 minutter, og der er et begrænset antal pladser.

For at deltage kræves en gyldig dagsbillet eller et sæsonkort. Medlemmer får samtidig 20 procent rabat på billetprisen til Gavnø.

Rundvisningerne finder sted den 2. juli klokken 11.00, 13.30 og 15.00.

Husk medlemsaftalen før bilferien

For medlemmer, der planlægger sommerens bilferie, kan medlemsaftalen med DCC Energi/Shell også være værd at huske.

Med Shell Card Privat opnås rabat på brændstof hos Shell, Shell Express, Q8 og F24 i Danmark. Der er desuden rabat på opladning ved Shells egne ladestationer, mens kortet kan anvendes på et stort europæisk ladenetværk til almindelige roamingpriser.

Samtidig opfordres bilister til at få bilen gennemgået inden afrejse, kontrollere dæk, bremser og væsker samt sikre, at bagagen pakkes forsvarligt.

Få rabatkoder hos sekretariatet

Alle tilbuddene er en del af medlemsfordelene for aktive medlemmer af Landbrug & Fødevarer.

Rabatkoder og yderligere information kan fås ved henvendelse til landboforeningens sekretariat.

Seneste nyheder
Ny medlemsaftale med Gram Slot Læs mere
Mød Vibe – ny planteavlskonsulent hos Djursland La… Læs mere
Nyt Fra Formanden: Interessen er der stadigvæk Læs mere
L&F går tæt på juraen i kvælstof og sprøjteforbud Læs mere
Tusindvis lagde vejen forbi de to gårde på Djursla… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev