Kvægkongres 2026 samler branchen i Herning
Udgivet d. 02-02-2026 | Sabrina BrohusKvægbrugerne står midt i en tid med store forandringer – og netop derfor er Kvægkongres et vigtigt samlingspunkt. Den 23.–24. februar 2026 mødes kvægbranchen i Herning til to dage med faglig fordybelse, videndeling og debat om, hvor dansk kvægbrug er på vej hen.
Faglighed, der kan bruges i hverdagen
Programmet spænder bredt og tager fat i aktuelle problemstillinger og udviklingsmuligheder i kvægbruget. Deltagerne kan se frem til faglige oplæg og drøftelser, der giver konkrete input til arbejdet hjemme på bedriften – samtidig med, at der er rig mulighed for sparring og netværk med kolleger fra hele landet.
Fokus på fremtidens kvægbrug
Et centralt tema på kongressen er udviklingen i dansk kvægbrug under nye krav til klima, miljø, dyrevelfærd og konkurrenceevne. Med afsæt i en ny analyse af kvægbrugernes forventninger til fremtiden sættes der fokus på, hvordan branchen kan omsætte udfordringer til forretningsmuligheder.
Debatten føres af et stærkt panel med ledende aktører fra kvægsektoren:
- Niels Duedahl, CEO, Danish Crown
- Hanne Søndergaard, Executive Vice President for Agriculture, Sustainability & Communications, Arla Foods
- Jens Kr. A. Møller, administrerende direktør, DLR Kredit
Program og tilmelding
Programmet for Kvægkongres 2026 er nu tilgængeligt og giver et godt overblik over de mange faglige spor og temaer.
Læs mere og se programmet på kvaegkongres.dk
Der er økonomisk fordel ved at være tidligt ude: Billetter købt senest 3. februar udløser rabat.
