Hvordan får vi solgt mere økologi?
Udgivet d. 09-10-2026 | Sabrina BrohusDen 22. oktober samles økologiske landmænd, virksomheder og andre interesserede til Landbrug & Fødevarer, Økologisektionens årsmøde på Tjele Gods.
Årets tema er højaktuelt: Hvordan får vi solgt mere økologi?
Målet er at fordoble økologien i Danmark frem mod 2030. Men hvis den økologiske produktion skal vokse, kræver det også, at forbrugerne følger med. Det gælder både på det danske marked og på eksportmarkederne.
Derfor bliver efterspørgslen et centralt tema på årsmødet, hvor repræsentanter fra blandt andet detailhandlen, private og offentlige køkkener, eksportvirksomheder, producenter og politikere skal diskutere, hvordan der kan skabes mere efterspørgsel efter økologiske varer.
Under overskriften ”Hvordan får vi solgt mere økologi?” skal panelet blandt andet se på, hvem der har ansvaret for at få flere økologiske varer i indkøbskurven, og hvilke konkrete initiativer der skal til for at gå fra holdning til handling.
På programmet er også kåringen af Årets Økoelev 2026 og Køkkenprisen 2026, ligesom Anders Nicolajsen, chef for Foodservice & Gastronomi i Landbrug & Fødevarer, fortæller om, hvad der driver gæsternes valg, og hvordan køkkener og producenter kan bruge den viden til at skabe større efterspørgsel efter økologiske måltider.
Eftermiddagen byder desuden på et besøg på Tjele Gods, hvor deltagerne får indblik i godsets økologiske landbrug med 1.850 økologiske malkekøer og 3.000 hektar dyrket jord. Her dyrkes blandt andet økologiske grøntsager og korn, som sælges under eget brand, Tjele Gods – Rendyrket Økologi.
Dagen afsluttes med rundvisning på udvalgte områder af Tjele Gods med fokus på blandt andet planteavl, maskiner og robotter samt godsets historie.
Årsmødet finder sted torsdag 22. oktober 2026 på Tjele Gods, Hobro Landevej 90, 8830 Tjele.
Formiddagens program med beretning, debat og valg til Økologisektionens bestyrelse er gratis. Deltagelse i frokost og eftermiddagens program koster 250 kroner ekskl. moms for medlemmer af en lokal forening, virksomhedsmedlemmer i Landbrug & Fødevarer og studerende. For øvrige deltagere er prisen 375 kroner ekskl. moms.
Tilmeldingsfristen er 15. oktober 2026.
Tilmelding foretages HER
