Hvem fortjener Landbrugets Samfundspris 2026?

Udgivet d. 28-09-2026 | Sabrina Brohus

Kender du en landmand eller en gruppe, der gør en særlig indsats for at skabe dialog mellem landbrug og det omgivende samfund? Så kan du indstille dem til Landbrugets Samfundspris 2026.

 

Landbrugets Samfundspris uddeles i år for sjette gang. Prisen er indstiftet af Landbrug & Fødevarer for at anerkende de mennesker i landbruget, som gør en særlig indsats for at skabe åbenhed, dialog og forståelse mellem landbruget og det øvrige samfund.

I 2026 er fokus netop på åbenhed og dialog. Det kan være en person eller en mindre gruppe, som gennem konkrete handlinger, lokale initiativer eller andre aktiviteter er med til at bygge bro mellem land og by og skabe større forståelse for landbrugets hverdag og udfordringer.

Det kan for eksempel være en indsats, der åbner dørene til landbruget, skaber dialog med lokalsamfundet eller på anden måde bidrager positivt til fortællingen om erhvervet.

Alle med et gyldigt medlemskab i en lokal landboforening eller anden lokal forening under Landbrug & Fødevarer kan indstilles. Det er også muligt at indstille en mindre gruppe, eksempelvis en familie.

Sådan indstiller du en kandidat

Indstillingen skal være kort og indeholde eksempler på den indsats, kandidaten har gjort inden for årets fokusområde: Åbenhed og dialog. Indstillingen sendes til samfundspris@lf.dk senest 8. oktober 2026.

Landbrug & Fødevarer udvælger herefter 3-5 nominerede blandt de indstillede kandidater. De nominerede hyldes på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i november i Herning Kongrescenter, hvor årets vinder også bliver offentliggjort, og præmien er på 25.000 kroner.

Seneste nyheder
Hvem fortjener Landbrugets Samfundspris 2026? Læs mere
Høstmarked på Torvet i Grenaa Læs mere
Nye funktioner gør det lettere at arbejde i InterC… Læs mere
Ny medlemsaftale med Gram Slot Læs mere
Mød Vibe – ny planteavlskonsulent hos Djursland La… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev