Hvad nu, hr. natur og dyrevelfærdsminister?
Udgivet d. 04-06-2026 | Sabrina BrohusEn af overskrifterne i regeringsgrundlaget er, at dansk landbrug skal bevæge sig i en mere bæredygtig retning. Et dansk landbrug, hvor også dyrevelfærd er i centrum. Det er en ambition, der bliver delt i de lokale landbrugsforeninger. Foreningerne er dog langt fra enige i den nye regerings vej derhen. Det forklarer formand for Politisk Forum, Ole Larsen, der desuden er formand for Landboforening Odder-Skanderborg.
Politisk Forum er et netværk, der repræsenterer 4.765 landbrugere fra Velas-foreningerne samt Djursland Landboforening.
- Det er uklogt at ændre rammerne for vores produktion uden samtidig at have blik for de sammenhænge landbruget indgår i. Vi ønsker en helstøbt plan med et realistisk udgangspunkt. Vi ser ingen alternativer, hvis vi sammen skal omstille dansk landbrug.
- I mine øjne ignorerer regeringen markedskræfterne. Varer, herunder fødevarer, krydser landegrænser, og den billigste havner først i køledisken og siden på forbrugernes tallerken. Sådan er det i dag. Politikerne burde også rette blikket mod supermarkedskæderne om at hjælpe forbrugerne til at træffe valg, der rimer på regeringens intentioner om at udvikle landbruget.
- Sagen er jo, at de danske bønder de seneste 30 år har fået en uændret afregning for et kilo kød eller en liter mælk. Konsekvensen har været, at der er kommet flere dyr i staldene. Skal der være færre dyr i staldene, stiger priserne. Stiger vores priser, bliver vi lynhurtigt udkonkurreret af billige varer fra lande, siger han.
Landbruget ønsker udvikling
Sara Sørensen er næstformand i Politisk Forum samt formand for Landboforeningen VKST. Hun deler Ole Larsens bekymring og understreger, at landbruget ønsker udvikling.
- Det er treparten jo et blinkende bevis på. Lokalt gør vores foreninger et massivt arbejde for, at vi når i mål med treparten. At vi får landbrugsjord, der hvor det giver mening, og natur, hvor det er hensigtsmæssigt, og samtidig håndterer en hel stribe udfordringer. Vi udvikler landbruget, så der fortsat er arbejdspladser uden for byerne. Vi sikrer Danmarks fødevareforsyning, samtidig med at vi mindsker landbrugets aftryk, siger Sara Sørensen og tilføjer:
- Vi har noteret os, at treparten bliver nævnt i regeringsgrundlaget, men vi har også noteret os, at ministeriet for grøn trepart er nedlagt, og at det i stedet har fået navnet ”ministeriet for natur og dyrevelfærd”. Vi havde gerne set, at der var en minister, der havde ansvaret for fremdrift i treparten. Der reelt kan rydde barrierer af vejen. Vi ved jo alle, at listen med barrierer vokser og vokser. Det er en reel trussel mod de lokale treparter.
Mogens Hjort Jensen er ligeledes næstformand i Politisk Forum. Han er samtidig formand for Djursland Landboforening. Også han pointerer trepartens betydning i forhold til at løse en række udfordringer på færrest mulige hektarer, og derfor bør lovgiverne behandle de lokale treparter med respekt og ydmyghed.
- Det er sagt igen og igen, at lodsejerne er nøglen til, at projekterne bliver til virkelighed, men med nedlæggelsen af ministeriet for Grøn Trepart og budskaberne om, at national topstyring er nødvendig, så bliver der skabt usikkerhed. At skabe usikkerhed midt i den kæmpe opgave, vi er i gang med at løse, er ligesom at smide nøglen til en lås i havet, siger han.
Ifølge formanden og næstformændene er budskabet fra Politisk Forum klart:
Udvikling mod et mere bæredygtigt landbrug er i gang. Det arbejde foregår i de lokale treparter. Regeringen vil trykke på speederen, men så kommer det til at gå som i de gamle tegnefilm: Undervognen står stille, resten af bilen fortsætter, og et uheld synes uundgåeligt. Det er ingen – hverken natur eller erhverv – tjent med.
