Fra ko til pizza: Skoleelever oplever landbruget i praksis på Djursland
Udgivet d. 29-04-2026 | Sabrina Brohus7. klasser besøger lokal kvæggård som led i undervisningsforløb – et samarbejde, der styrker forståelsen for fødevareproduktion og landbrugets rolle i samfundet.
Hvordan bliver mælk til ost på pizzaen? Og hvor kommer kødet egentlig fra? Det fik en række 7. klasses elever fra Djursland et konkret indblik i, da de i denne uge besøgte Bakkegården Mælk ApS.
Her tog landmand, Nikolai Gitz Frydenlund Hansen, imod eleverne og viste dem rundt på gården. Over tre dage får i alt 4 klasser mulighed for at opleve landbruget tæt på – fra malkekøer og kalve til foderblandinger og moderne landbrugsteknologi.
Eleverne blev blandt andet introduceret til en ko, der netop havde kælvet, og fik mulighed for at se nyfødte tvillingekalve, der kun var få timer gamle. Rundvisningen gav et levende indblik i hverdagen på en moderne kvæggård, hvor faglighed, dyrevelfærd og produktion går hånd i hånd.
Besøget er en del af projektet Sammen om Naturfag, som er et samarbejde mellem Norddjurs og Syddjurs Kommune samt Viden Djurs Erhvervsuddannelser med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Formålet er at styrke naturfagsundervisningen og give eleverne en bedre forståelse for, hvordan teori anvendes i praksis – blandt andet i landbruget.
Undervisningsforløbet er bygget op i tre dele: Først introduceres eleverne til projektet i klassen, derefter besøger de en virksomhed – i dette tilfælde en kvæggård – og til sidst afsluttes forløbet med en dag på Viden Djurs, hvor eleverne arbejder videre med de produkter og processer, de har mødt undervejs.
På Bakkegården blev eleverne klogere på, hvad der produceres i landbruget, hvordan produktionen foregår, og hvorfor landmænd træffer de valg, de gør. Samtidig fik de indblik i sammenhængen mellem råvarer og de fødevarer, de kender fra hverdagen – illustreret gennem temaet “fra ko til pizza”.
Projektkoordinator i Djursland Landboforening, Stine Petersen, ser stor værdi i samarbejdet:
” Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan åbne landbruget op og vise, hvad der ligger bag de fødevarer, vi alle sammen er afhængige af. Når eleverne står i stalden og oplever det med egne øjne, giver det en helt anden forståelse end i klasselokalet”., siger hun.
