En skoledag med æbler, æblemost og rå æblekage

Udgivet d. 02-11-2026 | Sabrina Brohus

To 5. og 6. klasser fra Thorsager Skole har været på besøg hos landmand Christian Thomsen, hvor æbleplantagen dannede rammen om en anderledes skoledag.

Der blev både plukket, presset, revet og smagt, da to skoleklasser fra Thorsager Skole besøgte landmand Christian Thomsen på Mols. Her blev undervisningen for en stund flyttet ud i æbleplantagen, hvor eleverne fik lov til selv at arbejde med æblerne og prøve kræfter med både æblemost og rå æblekage.

Besøgene fandt sted tirsdag og fredag, hvor henholdsvis 6. og 5. klasse var på besøg. Det skete i samarbejde med Mads Høj Christiansen, erhvervsplaymaker i Syddjurs Kommune, og Djursland Landboforening.

Eleverne blev delt ind i mindre grupper, som på skift plukkede æbler i plantagen, pressede dem til æblemost og lavede rå æblekage. Til kagen skulle æblerne rives, mens fløden blev rystet til flødeskum. Det var et nyt indslag, som viste sig at være et stort hit.

Dagen sluttede med, at alle samledes og smagte på de hjemmelavede lækkerier. Og eleverne var ikke i tvivl om, hvad de syntes om dagen.

"Det her er bare den bedste skoledag nogensinde – jeg gider virkelig ikke hjem," lød det fra en af eleverne.

En anden konstaterede begejstret: "Det smager jo sygt lækkert."

Christian Thomsen, der er formand for Deltidsudvalget i Djursland Landboforening, havde stillet både sin tid og æbleplantage til rådighed for de to klasser. Det blev to formiddage med masser af aktivitet, gode smagsoplevelser og mulighed for at komme helt tæt på, hvor råvarerne kommer fra.

.

Seneste nyheder
Fyraftensmøde: Aktuelle prognoser og skattenyt til… Læs mere
En skoledag med æbler, æblemost og rå æblekage Læs mere
Regionale planteavlsmøder kommer rundt i landet Læs mere
Kender du en ung med talent for planteavl? Læs mere
Tjek mulighederne for at justere årets foreløbige … Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev