Djurslandgården starter sæsonen – første besøg går til Pilegård og Rønnebjerggaard i uge 27
Udgivet d. 08-06-2026 | Sabrina BrohusSommeren på Djursland byder igen i år på mulighed for at komme helt tæt på dansk landbrug, når Djurslandgården åbner dørene for besøgende på udvalgte værtsgårde i området.
Første besøg finder sted i uge 27, tirsdag, hvor gæsterne inviteres indenfor på to gårde: Pilegård i Karlby ved Grenaa og Rønnebjerggaard ved Tirstrup.
Topmoderne svineproduktion på Pilegård
På Pilegård byder Thomas og Knud Erik Olesen velkommen på adressen Strandagervej 6, Karlby, 8500 Grenaa.
Gården rummer en moderne svineproduktion med ca. 450 søer, hvor de drægtige dyr går i løsdrift med elektronisk sofodring. Der produceres årligt omkring 14.000 smågrise og slagtesvin.
Familien driver desuden 230 hektar landbrugsjord med egne maskiner, hvor der dyrkes byg, hvede og raps. Besøgende får mulighed for at komme tæt på grisene i alle størrelser – og endda holde en gris – samt høre om hverdagen i en moderne svineproduktion. Der er også adgang til maskinhuset, hvor man kan se landbrugsmaskinerne og opleve gårdens øvrige faciliteter.
Malkekøer og familieliv på Rønnebjerggaard
På Rønnebjerggaard ved Tirstrup byder Richard og Camilla Olesen velkommen på Ny Lufthavnsvej 29, Stabrand, 8400 Ebeltoft.
Richard overtog gården i 2024, hvor han driver den sammen med sin familie, en elev og gårdens hund. Her passes omkring 130 årskøer samt ca. 100 ungdyr, og der drives samtidig cirka 90 hektar jord, primært til foderproduktion. I staldene findes røde køer (RDM), som malkes af robotter, og mælken leveres til Arla.
Efter rundvisningen er der mulighed for at komme tæt på kalvene og opleve fodring samt livet i en moderne malkekvægsbedrift.
Kom tæt på dansk landbrug
Djurslandgården giver besøgende mulighed for at opleve både svine- og mælkeproduktion på nært hold og få indblik i, hvordan moderne landbrug drives i praksis.
Program og yderligere information findes HER
