Det Grønne Museum klar til et nyt år med oplevelser

Udgivet d. 09-02-2026 | Sabrina Brohus

Vinterferien på Det Grønne Museum byder på indendørs skovture, nye udstillinger, foredrag og smagsoplevelser for hele familien

 

Efter vinterens forberedelser har Det Grønne Museum igen slået dørene op til en ny sæson fyldt med fortællinger om jagt, skov, landbrug og madens kulturhistorie. Vinterferien fra den 7. til 15. februar giver en oplagt mulighed for at opleve museet sammen – på tværs af generationer.

I udstillingen STORT kan både børn og voksne tage på en indendørs tur i skoven, lære om træernes liv og Danmarks skove og selv så et agern, der kan komme med hjem og gro videre. For de eventyrlystne er klatresøjlen åben det meste af ferien, og på udvalgte dage kan oplevelserne også krydres med frisklavede pandekager i Madens Hus.

I vinterferien åbner museet desuden særudstillingen ORPIK – Træer i Grønland. Her deler forfatter og fotograf Finn Larsen sit blik på Grønland gennem træer og viser med fotografier fra Syd- og Vestgrønland et hverdagslandskab i forandring. På museet sættes billederne i dialog med historiske genstande – blandt andet en 2,3 millioner år gammel lærkestamme – og fortæller historien om Grønlands træer fra tiden før istiderne og frem til i dag. Udstillingen udfordrer forestillingen om Grønland som et næsten træløst land.

Foråret byder også på en ny foredragsrække med titlen: Hvordan ligger landet? Over tre aftener belyses forskellige perspektiver på det land, vi lever i og af – fra landsbyernes fremtid og andelsbevægelsens betydning til minkens rolle i dansk erhvervshistorie. Foredragene kan opleves enkeltvis og lægger op til både refleksion og debat.

Som en ekstra fordel opgraderes alle almindelige voksenbilletter i februar automatisk til et årskort. Årskortet giver fri adgang resten af året til både Det Grønne Museum og Gammel Estrup – og gælder til udstillinger, foredrag og arrangementer.

Seneste nyheder
Kødkvæg, naturpleje og godt landmandskab i praksis… Læs mere
Nyt fra formanden: Politisk samarbejde og Åbent La… Læs mere
Bedriftsbesøg: Når stald, mark og generationsskift… Læs mere
Maj er den perfekte måned til at komme i gang med … Læs mere
Nyt anlægskartotek i InterCount giver mere fleksib… Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev