Nyt fra foreningens formand
Udgivet d. 18-09-2025 | Sabrina BrohusBestyrelsen i Djursland Landboforening har netop været samlet på landbocenteret i Følle. Vi har haft et godt og informativt møde, hvor vi blandt andet fik en status på vores nyeste projekt, som skal munde ud i konkrete tiltag til, hvordan vi styrker landbrugets legitimitet her på Djursland.
Vi har en engageret bestyrelse, så der var mange vinkler på dette emne og mange input til, hvordan vi griber det hele an. Hele den debat tager vi på et planlagt møde i starten af oktober, hvor alle folkevalgte i landboforeningen er inviteret til et aftenmøde. Her skal vi blandt andet have et oplæg udefra, som skal gøre os klogere på vores målgruppe og deres ønsker.
Også i landboforeningens bestyrelse bliver der talt rigtig meget om Grøn Trepart. På mødet talte vi om arbejdet med implementeringen af treparten og udviklingen af arbejdet i de lokale grønne treparter. Lige nu arbejdes der med omlægningsplanerne, og vi mener, at landbruget her går konstruktivt til værks. Der er ingen tvivl om, at der er mange forskellige parter, som både har ønsker og holdninger til, hvad landbrugsjorden skal bruges til, men vores tilgang er klar: Vi peger på den landbrugsjord til omlægning, hvor det er realistisk, at det kan bidrage til de krav, der stilles til landbruget.
Som de fleste af jer ved, er der Åbent Landbrug på søndag. Her på Djursland er det familien Rasmussen, Pinborg Jersey, som er værter, og de kan se frem til at få rigtig mange gæster. Det er gratis at tage til Åbent Landbrug, men man skal tilmelde sig til dagen online. Det er der så mange, der har gjort ved Pinborg Jersey, at de hele to gange har øget antallet af gæster, så de nu er oppe på at kunne tage imod hele 3.000 deltagere. I skrivende stund er der 2810 tilmeldte. Det skal nok blive en rigtig god dag. Hvis I skal til Pinborg Jersey på søndag , så giv lige hele familien Rasmussen et klap på skulderen for det store arbejde, det er at afvikle Åbent Landbrug.