”Hvis du høster tørt, er du kommet for sent i gang”

Udgivet d. 06-08-2025 | Sabrina Brohus

På Djursland er landmændene knap halvvejs med årets høst, og det kom bag på flere, hvor modent kornet var, da de først fik gang i mejetærskeren. Det gav anledning til at finde en velkendt sætning frem: ”Hvis du høster tørt, er du kommet for sent i gang”.

 

På trods af kraftige lokale byger, hvor landmanden har kunnet høste i den ene ende af marken, mens det væltede ned i den anden, er landmændene på Djursland godt halvvejs i årets høst. Tirsdag morgen plottede Peter A. Poulsen, som er formand for Udvalget for Planter og natur i Djursland Landboforening, tre adresser ind på GPS’en til den årlige høsttur, hvor han tager temperaturen på årets høst.

Dagens første stop var hos Gunnar Sørensen i Vrinners ved Knebel. På Vandgaarden er man halvvejs med høsten af de ca. 360 ha. Udbytterne er fornuftige, og afgrøderne har været nemme at høste – det første blev til og med høstet tørt.

”Set i bakspejlet skulle vi ha’ startet noget før. Det har givet fornuftigt – det koster bare for lidt”, lyder det fra Gunnar Sørensen, som på forhånd havde solgt en smule af årets høst, men hverken mere eller mindre end han plejer. Alle afgrøderne bliver solgt. De opbevares og tørres om nødvendigt på Vandgaarden, som også har fået gødning i hus til næste sæson – billigere end sidste år.

Rabat på de våde varer

Jens og Peter Zacho driver i fællesskab deres to ejendomme, som ligger i Pederstrup. De har 500 ha jord og producerer 500.000 slagtekyllinger om året. På ejendommen produceres der græsfrø – almindeligt rajgræs – og så bliver alt kornet solgt, da de køber færdigt foder hjem til kyllingerne.

I Pederstrup er der hverken silo eller lager. Her bliver årets høst – som de inden længe er halvvejs med – hentet med det samme af enten DLG eller Mollerup Mølle. Det er et aktivt valg, for både lager og silo kræver flere hænder end brødreparret vil betale for.

”Vi ønsker naturligvis at høste så tørt som muligt, men skulle det være for vådt, betaler vi for tørring. I år kunne vi med fordel have startet et par dage før – det ser vi nu”, fortæller Jens.

Brødrene har meget varierende jord på deres arealer, og generelt har udbytterne været middel, fordi afgrøderne har manglet vand. Jens og Peter har før solgt langt mere af årets høst på forhånd, end de har i år, men de troede, som så mange andre, at priserne på korn kom til at stige. Også her er der købt gødning til næste sæson - billigere end året før.

Snart er årets høst i hus

Hos Danish Agro i Auning er de enige i, at de kraftige lokale byger kan skævvride billedet af status på årets høst, men de oplever, at områdets landmænd høster udmærkede udbytter, men at kornet var hurtigere modent, end de havde regnet med.

I Auning har Danish Agro udelukkende lager og plads til 50.000 tons korn. De har kapacitet til at tørre 125 tons korn i timen, hvis det skulle blive nødvendigt, og på de største høstdage modtager de mellem 2500-3000 tons korn. Høsten er hos Danish Agro planlagt ned i mindste detalje med forberedte indleveringskontrakter, som skal sørge for, at ingen skal vente i kø og spilde fint høstvejr.

Danish Agro oplever, at landmændene har prissat deres høst på forkant, ligesom de i øvrigt anbefalede. Udbytterne er indtil nu rimelige – hvilket, de fortæller, også ses i resten af Europa. Også her kan de se, at landmændene har fået købt gødning ind til næste sæson – faktisk er der solgt mere på dette tidspunkt end på samme tid sidste år.

”Jeg både hører og ser i dag, at høsten på Djursland er over middel. Det kom måske lidt bag på os, at kornet var så modent, da vi startede, men det betyder også, at vi kun har 8-9 gode høstdage tilbage, så er vi færdige med årets høst. Vi skal bare lige have styr på det noget ustadige vejr, som vi ser lige nu”, lyder det fra Peter A. Poulsen.

Seneste nyheder
”Hvis du høster tørt, er du kommet for sent i gang… Læs mere
Landboforeningen har udvidet maskinparken Læs mere
Du kan stadig nå at tilmelde dig årets blomsterbin… Læs mere
Redaktionen holder sommerferie Læs mere
Satellitkontrol – sådan gør du Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev