Fællesinspirationsmøde satte fokus på landbrugets nærvær og nødvendighed

Udgivet d. 06-10-2025 | Sabrina Brohus

Hvordan får vi udbredt kendskabet om, hvorfor landbruget er vigtigt for os alle, og hvordan når vi den ønskede målgruppe bedst? Det var omdrejningspunktet, da Djursland Landboforening i sidste uge havde inviteret landboforeningens folkevalgte til et fællesinspirationsmøde på landbocenteret i Følle. Mødet var en del af et nyt projekt, som udspringer af bestyrelsen i Djursland Landboforenings ønske om at arbejde målrettet med at styrke landbrugets legitimitet og skabe mere forståelse for landbrugets erhverv.

Nærvær og samtale er vejen frem

Aftenens oplæg blev holdt af Søren Peter Hansen, direktør for FOF Aarhus, som satte spot på vores målgrupper – hvem de er, hvad de ønsker, og hvordan vi bedst når dem. En central pointe var, at nærværet mellem landbrug og befolkning ikke er, hvad det var engang, fordi vi ikke længere er så tætte, som vi var før. Mange har ikke længere en direkte relation til landbruget, og det skaber afstand og misforståelser – for som Søren Peter Hansen understregede, så overskygger uvidenheden fagligheden, og det gør det sværere at trænge igennem med de rette budskaber.

Søren kom med flere forskellige mulige tiltag til, hvordan vi skaber kontakt til målgruppen, som vi ikke kun ønsker at tale til, men også med. En vigtig pointe var, at legitimitet ikke skabes gennem information alene – men gennem samtale, møder og nærvær.

Arbejdet fortsætter

Aftenen blev rundet af med, at der blev nedsat en gruppe, som arbejder videre med idéer og input fra mødet, og næste skridt bliver, at konkretisere mulige indsatsområder. Målet er klart: At gøre det nemmere for flere at forstå, hvad landbruget bidrager med – både lokalt og i samfundet som helhed.

Seneste nyheder
Regionale Planteavlsmøder 2025 - Aktuel viden. Fæl… Læs mere
Fyraften, hakkebøf og fagligt input for kvægfolk p… Læs mere
Fællesinspirationsmøde satte fokus på landbrugets … Læs mere
Så skal der ryddes op på kemilageret! Læs mere
”Det går nok… Eller gør det” Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev