Vejret giver lige nu store udfordringer med at få årets høst i hus

Udgivet d. 14-08-2019 | Sabrina Brohus

Landmændene på Djursland oplever lige nu store udfordringer med at få bjerget årets høst. I modsætning til sidste år står kornet stort og godt, men vejret sætter en stopper for markarbejdet.

Regnen sætter lige nu en stopper for markarbejdet for landmændene på Djursland. Peter A. Poulsen, formand for Udvalget for Planter og Natur i Djursland Landboforening, begynder at blive bekymret for, om årets efterafgrøder kan nå at blive sået til fristen den 20. august. Foto: Peter A. Poulsen, Djursland Landboforening.

Rigtig mange landmænd på Djursland har de sidste 14 dage oplevet et utal af spildtimer. Timer, som kunne have været brugt på at bjerge årets høst, som i år står stort og godt. Men vejret driller. Djursland har fået rigtig meget vand henover kort tid, og formand for Udvalget for Planter og Natur i Djursland Landboforening, Peter A. Poulsen, som selv kun er halvvejs med sin høst, begynder at blive bekymret for, om årets efterafgrøder kan nå at blive sået til fristen den 20. august.

”For en måned siden så alt fint og tørt ud, men så begyndte det at regne. Vi har i år en stor høst, som vi har glædet os meget over, men nu har vi udfordringer med at få hentet den hjem”, forklarer han.

Sidste år var høsten allerede i hus 1. august. Den var ganske vist lille, men nem at hente hjem og uden tørringsomkostninger. Sådan bliver det ikke i år.

”Vi har en stor og god avl, som i år bliver dyr at få hjem, for vi skal også have det tørret. Samtidig har vi oplevet rigtig mange spildte timer, hvor vi er kørt i marken, men måtte vende om grundet regnen”, lyder det fra Peter A. Poulsen.

Regnen har flere steder gjort det svært at køre på markerne, som er meget bløde. Det giver risiko for at køre fast og ødelægge jordstrukturen. Når høsten kommer i hus, bliver næste udfordring at få bjerget halmen. For i modsætning til sidste år, så er der i år masser af halm, men med mindre der kommer et par dage med solskin, når den ikke at tørre ordentligt.

Vejrudsigten melder lige nu om et par dage med tørvejr. Dem vil Peter A. Poulsen, og de mange andre landmænd på Djursland, udnytte til fulde.

”Vi må udnytte de høsttidspunker, vi har lige nu, til fulde. Vi har erkendt, at vi ikke kommer til at høste tørt, og så må vi tage den derfra”.

Seneste nyheder
Åbent Landbrug har været en helt igennem positiv o… Læs mere
Vi glæder os til at vise gården frem Læs mere
Landmænd får optimeret produktionen med ny Miljøgo… Læs mere
Få ny inspiration på Seges-tv Læs mere
Få pladser tilbage på landboforeningens førstehjæl… Læs mere

Samarbejdspartnere

Cookie- og privatlivspolitik på landboforening.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på landboforening.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på landboforening.dk accepterer du vores brug af cookies.

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev