Landmand frustreret over sløv udrulning af Landbrugsreformen

Udgivet d. 04-07-2022 | Sabrina Brohus

Peter A. Poulsen fra Ørsted mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at landets landmænd endnu ikke har fået oplyst de krav og ændringer, de kan forvente, når den nye Landbrugsreform træder i kraft 1. januar 2023. ”Den sløve tilgang til udrulningen af Landbrugsreformen er til stor frustration for både landmænd og vores konsulenter”. Det skriver han i et Åbent brev Fødevareministeren.

Når den nye Landbrugsreform træder i kraft 1. januar 2023, bliver det med en række ændringer og nye krav til landets landmænd. Det store problem, hvis man spørger Peter A. Poulsen, formand for Udvalget for Planter og Natur, Djursland Landboforening, er, at ingen endnu ved, hvilke krav og ændringer der er tale om. Det får landmændene tidligst at vide i efteråret 2022, har Fødevareminister Rasmus Prehn udmeldt.

”Det er simpelthen under al kritik. Den sløve tilgang til udrulningen af Landbrugsreformen er til stor frustration for både landmænd og vores konsulenter. Når vi rammer efteråret 2022, så har vi allerede etableret størstedelen af vores afgrøder til den nye sæson. Skal vi så til at pløje en del af arealet ned, fordi det måske ikke lige passer ind i den nye reform? Det er simpelthen ikke rimeligt”, lyder det kontant fra Peter A. Poulsen, som netop har skrevet et åbent brev til Fødevareministeren.

I må melde klart ud

I brevet skriver han blandt andet, at uvidenheden ikke kun er til frustration for landets landmænd – det gælder også konsulenterne, som lige nu forsøger at rådgive landmænd, som så småt er i gang med at planlægge næste års produktion, men lige nu rådgiver i blinde. Det nye afgrødekrav kan betyde, at landmandens største afgrøder går fra at måtte fylde 70% fremfor de 75%, som det er nu, men som så meget andet, er det langt fra sikkert. Desuden er landmændene blevet lovet flere alternativer til at opfylde kravet om de 4% brak – disse alternativer er heller ikke meldt ud. Desuden mener Peter A. Poulsen slet ikke, at der bør være tale om et krav om 4% brak nu, hvor vi alle står overfor en fødevarekrise.

”Hvilke vilkår giver det vores konsulenter for at rådgive os, når de ikke har nogen retningslinjer at gå efter. Sådan et afgrødekrav har stor betydning for vores markplanlægning. Det er fuldstændigt uhørt, hvis nogle landmænd ender med at etablere værdifulde afgrøder i efteråret 2022, som de måske skal pløje ned, da de måske ikke er lovlige efter den 1. januar 2023”, lyder det fra Peter Poulsen.

I brevet opfordrer han på det kraftigste til, at Fødevareministeren kommer med en udmelding senest i slutningen af juli – alternativt bør implementeringen vente til 2024.

”Jeg finder det fuldstændigt uacceptabelt, at ministeriet udstikker nye ændringer og krav, men ikke giver os en ærlig chance for at komme i mål, fordi vi ikke får retningslinjerne. Det er fuldstændigt uhørt, at nogle landmænd, grundet langsommelighed, får etableret meget værdifulde afgrøder i efteråret 2022, som de måske skal pløje ned, da de måske ikke er lovlige efter den 1. januar 2023”. Landbruget har brug for at planlægge. Vi har brug for at vide, hvilke krav vi skal forholde os til. Og dem har vi brug for at kende nu”.

Det Åbne brev kan ses i sin helhed HER

Seneste nyheder
Årets høsttemperatur på Djursland er en anelse lun… Læs mere
Mens vi venter på solen….laver vi noget andet! Læs mere
Stemningsbilleder fra Birkely Læs mere
Flere skønne billeder fra indbakken Læs mere
Redaktionen holder sommerferie Læs mere

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev