Fortællingen om ruinen Helstedgaard

Udgivet d. 14-11-2019 | Sabrina Brohus

Jens Bach Andersen har skrevet en roman, hvor ejendommen Helstedgaard, som ligger nær Randers, danner rammen om en fiktiv fortælling. Udgivelsen af bogen endte med at rulle den rigtige historie om proprietærgården ud.

Helstedgaard fra 1920'erne

Helstedgaard i dag

 

Hver dag, når Jens Bach Andersen sad i bussen på vej til gymnasiet, passerede han Helstedgaard nær Randers. Allerede dengang var den gamle proprietærgård, som ligger helt ud til hovedvejen, i stærkt forfald, og der var rygter i byen om, at kvinden der boede på gården, skræmte de små børn i området.

”Jeg har altid tænkt, at skulle jeg nogensinde skrive en bog, så kunne Helstedgaard danne rammen om en rigtig god historie”, fortæller Jens Bach Andersen, som til dagligt arbejder som agrochef i Bionutria.

Og sådan blev det. I august 2018 udsendte Jens Bach Andersen, efter godt et års skriverier, romanen ”Helstedgaard”, hvor den virkelige gård danner rammen om en fiktiv fortælling.

”Jeg har været vant til at formulere mig fagligt, og jeg har altid haft let til ord, men før jeg skrev bogen, havde jeg ikke skrevet noget fiktivt siden gymnasiet”, fortæller Jens Bach Andersen, som udover at kalde sig forfatter også tidligere har arbejdet som planteavlskonsulent. Og det var netop i jobbet som planteavlskonsulent, at han fik inspiration til sin bog.

”Vi hører rigtig mange gode historier, når vi sådan kommer rundt – mange pudsigheder. Alle de mange anekdoter, har jeg altid tænkt, burde skrives ind i en fortælling”, forklarer Jens Bach Andersen.

Forord til ”Helstedgaard”

I bogen "Helstedgaard" følger vi Peter Kämper fra Holsten, hvis mor er dansk og kommer fra Randers. I 1915 rejser Peter til Randers for at besøge sin fætter og aflevere nogle af sin afdøde mors ejendele til familien i Randers. Han har netop mistet sine to sønner ved fronten og ender med at blive boende i Randes og bygge en ny tilværelse op her.

”Jeg har været meget opmærksom på at følge historien. Det har været vigtigt for mig, og det har jeg brugt tid på. I bogen optræder flere fremtrædende Randersborgere fra 20’erne og 30’erne”, lyder det fra forfatteren.

Efter udgivelsen fik Jens Bach Andersen mulighed for at holde et foredrag om bogen. Han regnede egentlig bare med, at det blev til denne ene gang, men så skete der noget.

”Lige så stille begyndte den rigtige historie om Helstedgaard at komme til mig. Jeg har aldrig selv opsøgt informationerne, men de er kommet til mig som en gave”, forklarer Jens Bach Andersen.

Historier, dokumenter, billeder og gamle breve er blevet overleveret til Jens Bach Andersen, og efter hvert foredrag har én eller flere deltagere henvendt sig med flere nye oplysninger. Det betyder, at Jens Bach Andersens foredrag i dag omhandler hele den virkelige historie om ruinen Helstedgaard.

En lille ny

Jens Bach Andersen har faktisk allerede en lille ny på vej. Inden jul udkommer bogen ”Gandi”, som efter forfatterens eget udsagn er mere let og munter i tonen. I bogen ”Gandi” følger man en original fra en lille landsby i Danmark i 1950’erne. Gandi er måske ikke den klogeste, men man ser på den danske velfærdsstats tilbliven gennem hans betragtninger.

”Jeg plejer at beskrive ham som det danske svar på Forrest Gump”, lyder det fra Jens Bach Andersen.

Om ”Gandi” bliver forfatterens sidste værk er endnu uvist.

”Ideer har jeg masser af, men om jeg har tid eller mod, det tør jeg ikke love. Jeg kan på ingen måde leve af at udgive bøger, så det skal føles som en hobby, når jeg sidder der.

 

Ønsker man at høre hele historien om ruinen Helstedgaard, arrangerer Rougsø-Sønderhald Seniorklub et foredrag med Jens Bach Andersen den 22. januar 2020 kl. 19.30 i Fausing Forsamlingshus.

 

Jens Bach Andersen

Seneste nyheder
Vi skal bakke op og vise, at vi kan stå sammen Læs mere
Søges: Lodsejere, som ønsker at bortforpagte braka… Læs mere
Sandra er Årets Elev i HK Østjylland Læs mere
Få viden, debat og netværk. Tilmeld dig Plantekong… Læs mere
Julen på Det Grønne Museum Læs mere

Samarbejdspartnere

Cookie- og privatlivspolitik på landboforening.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på landboforening.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på landboforening.dk accepterer du vores brug af cookies.

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev